Flugten fra sulten

Et somalisk barn flygter fra sit land og fra sulten. Man har fortalt ham, at i Europa, især i Frankrig — meget berømt madland –spiste alle sig mætte.

Derfor bestemmer ungen sig for at komme til dette land … svømmende.

Han regner med at svømme gennem Suez-kanal og middelhavet.

Barnet er tyndt, og vejen er lang, men håbet på at kunne endeligt spise sig mæt giver ham styrke og mod.

Om dagen svømmer han ved at skubbe et træstykke og han motiverer sig med at tænke på den dejlige mad, der venter ham, og om natten lægger han sig på brættet for at sove lidt.

Når det regner, åbner han munden, så han kan læskes.

For at spise fanger han lidt alger langs vandet …

Efter to måneder med overmenneskeligt arbejde ser han Frankrigs kyster.

Han har nået det!

Barnet er kun skind og ben, og han skubber sit lille træbræt op på stranden i Nice.

Han kommer ud, svimmel og vraltende.

Og dér kan han se, hans arbejde betaler sig. Han ser en tyk dame, som råber til de børn, der leger i sandet:

- Okay! Hvem har ikke spist?

Det lille somaliske barn, i en sidste kræftanstrengelse løfter en arm og siger:

- Mig … Mig … Jeg har ikke spist, frue.

- Godt, min dreng, så kan du gå og lege i vandet!